Kapitel 6 · MereBridge Leksikon

Matchpoint

Fra spilpoint til turneringsberegning

Grundprincipper

Når et bridgespil er færdigt, får vi en score i spilpoint.

Det kan fx være:

  • +110
  • +420
  • +620
  • -100

Men spilpointene fortæller kun, hvad der skete på det enkelte spil. I en turnering skal resultatet bagefter sammenlignes med andre resultater.

Her møder vi begreber som matchpoint, IMP og kamppoint - der alle bruges forskelligt.

Kort fortalt
PointtypeBruges primært tilHvad måler den?
SpilpointAlle former for bridgeDen rå score på det enkelte spil
Matchpoint / parpointParturneringHvor mange andre resultater du slår
IMPIsær holdturneringHvor stor forskellen mellem to scorer er
Kamppoint / VPHoldturneringDet samlede resultat af hele holdkampen

Den grundlæggende forskel er:

  • Ved matchpoint er det placeringen blandt de andre resultater, der tæller. Ved IMP er størrelsen af forskellen i spilpoint vigtig.

Det betyder også, at man ikke altid bør spille et spil på helt samme måde i en parturnering og en holdturnering.

Matchpoint – når du sammenlignes med hele feltet

Matchpoint bruges især i almindelige parturneringer. Her spiller mange par de samme kort. Når spillet er færdigt, sammenlignes din score med alle de andre par, der har siddet i samme retning (NS/ØV) med de samme kort. Det afgørende er ikke, hvor mange spilpoint du har fået.

Det afgørende er:

Hvor mange af de andre resultater har du slået?

Et eksempel

Forestil dig, at seks Nord-Syd-par har spillet det samme spil og fået:

ParnummerSpilpointMatchpoint NSMatchpoint ØVProcent NSProcent ØV
1+450100100 %0 %
2+4308280 %20 %
3 - jer+4205550 %50 %
4+4205550 %50 %
5+1702820 %80 %
6-500100 %100 %

Jeres +420 er bedre end:

  • +170
  • -50

Det er lige med:

  • +420

Og det er dårligere end:

  • +430
  • +450

Ved den almindelige parpointberegning får man:

  • 2 point for hvert dårligere resultat
  • 1 point for hvert identisk resultat
  • 0 point for hvert bedre resultat

Jeres resultat giver derfor:

2 + 2 + 1 + 0 + 0 = 5 matchpoint

Der er fem andre resultater at sammenligne med, så det maksimale resultat er:

5 × 2 = 10 matchpoint

I har derfor fået:

5 ud af 10 = 50 %

Det er præcis middel på spillet.

Den officielle parpointberegning følger netop princippet 2 for en dårligere score, 1 for en identisk score og 0 for en bedre score.

Top og bund

Det bedste resultat på et spil kaldes ofte en top. Det dårligste kaldes en bund.

I eksemplet ovenfor får +450 en top da der er fem dårligere scorer:

  • 5 × 2 = 10 matchpoint

Parret får derfor:

  • 10 ud af 10 = 100 % på spillet

Parret med -50 taber til alle fem andre resultater og får:

  • 0 matchpoint = 0 %

Over en hel turnering bliver resultaterne fra alle spillene lagt sammen og normalt vist som en samlet procentscore.

  • Over 50 % = over middel
  • Omkring 50 % = middel
  • Under 50 % = under middel

Små forskelle betyder meget

Det særlige ved matchpoint er, at størrelsen på forskellen i spilpoint ikke er afgørende.

Forestil dig to resultater:

  • +430 mod +420

Forskellen er kun 10 spilpoint.

  • Men +430 slår +420.

Forestil dig i stedet:

  • +920 mod +420

Forskellen er 500 spilpoint.

  • +920 slår stadig bare +420.

Når resultaterne sammenlignes, tæller begge dele som ét bedre resultat. Det betyder, at små ting kan blive meget vigtige i en parturnering. Et enkelt overstik kan fx være forskellen mellem:

+420 og +450

Hvis mange af de andre par har +420, kan det ene overstik være forskellen mellem et middelspil og en top - eller endnu værre: En bund og en top.

Overstik betyder ofte meget

Forestil dig, at næsten alle Nord-Syd-par spiller 4

De fleste får:

  • 4 = +420

Men du får:

  • 4 +1 = +450

Det ekstra stik er kun 30 spilpoint værd, men ved matchpoint kan forskellen være meget stor, fordi dine +450 slår alle +420-resultaterne.

Derfor hører man nogle gange bridgespillere sige: “Det var kun et overstik, men det kostede hele spillet.” 

Det giver først rigtig mening, når man forstår matchpointberegningen.

ResultatAntal parMatchpoint pr. parProcent
45032090,91 %
4209836,36 %

Sådan beregnes 450

Par 7, 10 og 12 har 450. De slår de 9 par, der har 420:

9 × 2 = 18 MP

De deler resultat med 2 andre par:

2 × 1 = 2 MP

Altså:

18 + 2 = 20 MP

Toppen er 22 MP, så:

20 / 22 × 100 = 90,91 %

Sådan beregnes 420

Hvert af de ni par med 420 slår ingen, så her får de 0 MP. Til gengæld deler de resultat med 8 andre par:

8 × 1 = 8 MP

Altså:

8 MP

Og i procent:

8 / 22 × 100 = 36,36 %

Udviklet af Peter Lebech Andersen | Copyright 2026